I september 2020 tog totalentreprenør CJ A/S og byggerådgiver Rambøll første spadestik til den nye nordtribune på Monjasa Park i Fredericia.
Her seks måneder senere står den nye flotte tribune med 1.400 siddepladser og 500 ståpladser, salgsboder, nye toiletfaciliteter og depotrum klar. Med den nye tribune kan Monjasa Park rumme 6.000 tilskuere.
Dronevideo: CJ A/S
- I DK EL er vi stolte af at have haft en afgørende fod med i byggeriet af den nye nordtribune på Monjasa Park. En tredjedel af den nye tribune er forbeholdt udeholdets tilskuere, der får egen indgang og direkte adgang til bussen, ligesom forholdene for sponsorer, publikum og fans generelt er blevet opgraderet med de nye servicebygninger, forklarer tilbudschef i DK EL, Heinrich Laursen.
- Vi har blandt andet projekteret alle installationer i samarbejde med CJ A/S og Rambøll, projekteret og produceret hovedtavle samt fordelingstavle på vores tavleværksted, installeret kraft, lys og fiber og monteret luft til luft varmepumper. Mange af vores kompetencer har været i spil, og det har været en spændende opgave for DK El og vores dygtige medarbejdere, fortæller tilbudschefen.
Han glæder sig over, at det gennem en stærk holdindsats er lykkedes at komme i mål med udbygningen af Monjasa Park til sæsonstarten i 1. division.
- Vi har haft et utroligt godt og konstruktivt samarbejde med CJ A/S, der har været totalentreprenør på byggeriet. Men samarbejdet med de øvrige håndværkere på byggepladsen har også fungeret upåklageligt, understreger Heinrich Laursen.
Bygherre: Fredericia Kommune
Totalentreprenør: CJ A/S Fredericia
Pris: Udbygningen af Monjasa Park har kostet i alt 16 millioner kr.