Knap 100 kommunale medarbejdere er i februar flyttet ind i et nybygget administrationshus i Tørring. Det 1.500 kvadratmeter store hus har kostet 40 millioner kroner, og byggeriet har opnået guld i bæredygtighed.
- I DK EL er vi stolte af at have haft en finger med i spillet i byggeriet af det nye kommunale DGNB certificerede administrationshus i Tørring. Selvom vi i dag har adresse i Vejle, har vi ikke glemt, at vores virksomhed har rødder i Tørring, understreger tilbudschef i DK EL, Heinrich Laursen.
Han glæder sig over et godt og tillidsfuldt samarbejde med Rum, Kuben, Drias og de øvrige entrepriser på byggeriet.
- Samarbejdet har kørt på skinner, og de små bump der altid vil være i et stort byggeri, er blevet løst effektivt og hurtigt, understreger Heinrich Laursen.
DK EL vandt tilbage i 2018 el-entreprisen på det DGNB certificeret byggeri af Tørring Administrationshus og har blandt andet stået får installation af kraft, intelligent belysning, alarm, adgangskontrol, CCTV på tagterrassen og solcelleanlæg.
- Oprindeligt var det målet at opnå en DGNB sølvcertificering, men allerede tidligt i projektet blev barren sat endnu højere ved at gå efter en guldcertificering, der er den højeste klassificering inden for bæredygtigt byggeri, fortæller Heinrich Laursen og forklarer, at DK EL har bidraget til guldet på flere fronter.
- Vi har for eksempel installeret en intelligent belysning, hvor hvert enkelt armatur reguleres ind efter bevægelse. Det er smart og reducerer bygningens energiforbrug. Herudover har vi installeret et solcelleanlæg, der giver grøn og klimavenlig opvarmning af Tørring Administrationshus, forklarer Heinrich Laursen.
Den nye administrationsbygning ligger centralt i Tørring midtby ud til byens torv og har således en attraktiv beliggenhed med aktive facader mod Tørrings fremtidige byrum. Administrationshuset rummer ikke bare værdier og funktioner for medarbejderne, men også for kommunens borgerne.
Den fireetagers bygning rummer et åbent kontormiljø til de 95 kommunale medarbejdere i forvaltningen for Fritid og Fællesskab. I stueplan er der reception og mødelokaler, der kan bookes af byens borgere og foreninger, mens der er offentlig adgang til en tagterrasse, hvorfra der er et flot udsyn over byen.