DK EL fortsætter væksteventyret og modtager for tredje gang i virksomhedens historie Børsens prestigefyldte Gazelle-pris.
Gazelle-prisen hylder og anerkender danske virksomheder, der som minimum har fordoblet nettoomsætningen eller bruttoresultatet over de seneste fire regnskabsår og har positiv vækst i samtlige år.
I DK EL ApS glæder CEO Hassan Soussi sig over at modtage den fornemme hæder sammen med virksomhedens ejere Lasse Larsen og David Korsholm Nielsen.
- I DK EL er vi på én og samme tid både stolte og meget ydmyge over at modtage Børsens Gazelle-pris. DK EL har haft en række hæsblæsende år med lange og travle arbejdsdage, hvor vi har arbejdet målrettet og indfriet ambitionerne i strategiplanen. Resultatet er en eksplosiv udvikling med en konstant tilgang af nye kunder og medarbejdere, fortæller Hassan Soussi.
DK EL er specialiseret inden for blandt andet industriel el-arbejde, styretavler, automation, brand og sikring og energioptimering. Virksomheden har afdelinger i Vejle, Randers og Karlslunde, der hver især drives af engagerede og dygtige medarbejdere.
- I DK EL arbejder flere end 130 dedikerede, specialiserede og erfarne medarbejdere for at levere kvalitetsløsninger både lokalt, nationalt og over hele verden. Sammen med vores knap 20 knivskarpe lærlinge er de fundamentet i vores virksomhed, og det er især deres fortjeneste, at vi i dag modtager Gazelle-prisen, mener Hassan Soussi.
DK EL direktøren er samtidigt meget taknemmelig for den tillid, kunderne viser DK EL.
- Vi har mange kunder, som vi har samarbejdet med gennem flere år. Andre er vi ved at lære at kende. Fælles for dem alle er, at vi altid bestræber os på at levere løsninger i højeste kvalitet og service med et smil. For uden trofaste kunder var der naturligvis ingen Gazelle-pris, understreger Hassan Soussi.
Han tør naturligvis ikke spå om, hvorvidt DK EL også i 2023 modtager en Gazelle. Men han tør godt love, at han og virksomheden vil gøre deres ypperste for at sikre en fortsat fremgang.
- DK EL er inde i en sund udvikling. Kalenderen er godt fyldt med spændende opgaver, og kunderelationen til de mange faste kunder er stærk. Så ambitionen er naturligvis, at årets Gazelle skal have endnu en søster i 2023, fortæller Hassan Soussi med et smil.