Efterspørgslen på dansk producerede styretavler og dokumentation i EPLAN Electric P8 er konstant stigende i DK EL, og for at imødekomme ordretilgangen udvides konstruktionsafdelingen nu med 50-årige Lars Christensen.
"Som konstruktør i DK EL skal jeg arbejde med at tegne, designe og konstruere styretavler til primært fødevareindustrien. Det er mit ansvar, at eksempelvis eldiagrammer og al den nødvendige dokumentation ligger klar til vores tavlemontører, der skal opbygge selve tavlen", fortæller Lars Christensen, der som ansat i en maskinbyggervirksomhed har mere end 23 års brancheerfaring.
"Jeg glæder mig til at arbejde i en videns stærk virksomhed med mange spændende opgaver og dygtige kolleger. Vi kan spare med hinanden og udveksle erfaringer. Det giver i sidste ende de bedste løsninger til vores kunder", mener Lars Christensen, der især skal arbejde i EPLAN Electric P8.
"Jeg kan tegne i både PC Schematic og EPLAN Electric P8. Men langt de fleste af vores danske og internationale kunder i fødevareindustrien stiller krav om, at vi anvender EPLAN Electric P8. Årsagen er, at EPLAN Electric P8 giver ubegrænsede muligheder for projektplanlægning, dokumentation og styring af automatiseringsprojekter", forklarer Lars Christensen.